I favn af Moder Jord

Når solen går ned i et gyldent flor, så åbner sig hjertet for Moder Jord.

Vi står ved bålet, i stilhed og sang, mens skyggerne danser og natten blir’ lang.

Der knitrer en varme fra flammernes favn, og roen falder som dug over savn.

Jeg mærker naturen – hvert træ, hvert strå, som hvisker i vinden: “Du hører til her, må du forstå.”

En fugl slår sin vinge mod himlens skær, og bålets rytme pulserer nær.

Jeg ser på flammen og lader mig gå, ind i en ro, hvor jeg intet behøver at nå.

Kærlighed ved siden, hånd i min, et øjebliks lykke, så stille, så fin.

Forbundet af noget, vi ikke kan se, men mærker i kroppen, når vi bare er til stede.

Moder Jord favner, hun tager os ind, hun taler i blomster og bølger og vind.

Og Sankt Hans aften – den føles som magi, når natten blir’ hellig og verden blir’ fri.

Så lad os stå her i bålets skær, med kærlighed, håb og hinanden så nær.

En hyldest til livet, til naturens ord – vi står i hjertet af Moder Jord.