Bløde, krydrede og fyldt med efterårssmag
Der er bare et eller andet særligt over efteråret. Luften bliver friskere, bladene knitrer under støvlerne, og duften af krydderier breder sig i køkkenet. Jeg elsker den stemning – og jeg elsker græskar! Det er en af de råvarer, jeg virkelig forbinder med årstiden. Den varme farve, den milde sødme og den alsidighed, der gør, at græskar kan bruges i alt fra supper og bagværk til små pandekager som disse.
De her små pumpkin pandekager er både glutenfri og laktosefri, men stadig bløde, søde og fulde af smag. Jeg kan godt lide at lave dem i weekenden, hvor tiden står lidt stille, og duften af kanel og ingefær breder sig i hele huset. De smager skønt, som de er – men lidt ahornsirup, kokosflødeskum eller hakkede nødder på toppen gør dem lige det ekstra hyggelige.
Og så er de perfekte at tage med på tur. Jeg har ofte et par stykker med i rygsækken, når Michael og jeg tager på efterårstur med termokaffen. De er gode både lune og kolde – og så giver de den dér lille følelse af forkælelse midt i naturen.
🧺 Ingredienser (ca. 10 små pandekager)
- 200 g græskarpuré (bagt og blendet Hokkaido eller butternut)
- 2 æg
- 1 dl plantedrik (fx havredrik uden gluten eller mandeldrik)
- 1 spsk smeltet kokosolie (+ ekstra til stegning)
- 2 spsk ahornsirup eller honning
- 100 g mandelmel
- 50 g glutenfri havremel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk kanel
- ½ tsk ingefær
- ¼ tsk muskatnød
- 1 tsk vaniljeekstrakt
- Et nip salt
👩🍳 Sådan gør du:
Lav græskarpuréen:
- Skær græskar i tern, og bag dem ved 180°C i ca. 25-30 minutter, til de er møre. Blend dem til en jævn puré.
Lav dejen:
- Pisk æg, sirup, kokosolie og vanilje sammen.
- Rør græskarpuré og plantedrik i.
- Bland de tørre ingredienser og vend dem i, til du får en tyk, men cremet dej.
Steg pandekagerne:
- Varm en slip-let pande med lidt kokosolie.
- Læg små klatter dej på panden (ca. 2 spsk pr. pandekage). Hvis du har en af de der pander med små ”forme” i er det helt perfekt
- Steg dem ved middel varme i 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og faste.
Server:
Nyd dem lune med ahornsirup, kokosflødeskum eller nødder på toppen – eller pak et par stykker til turen.
🌿 Tip:
- Tilsæt evt. lidt finthakket æble eller mørk chokolade for variation.
- Pandekagerne kan fryses og lunes på panden igen – så har du altid lidt efterår på lager.
- Du kan også sagens bruge alm mælk eller skifte mandelmel ud med hvedemel