Du er guld værd!

Uanset hvem du er!

Du får 100 kr. hvis du klarer dig godt til eksamen. Sådan er der rigtig mange forældre som siger til deres børn. Ganske sødt sådan umiddelbart! Men vi kan sikkert også godt blive enige om, at det er lidt politisk ukorrekt. Jeg tror ikke på, at mennesket værd hverken kan eller skal måles i karakterer eller penge for den sags skyld.

Selvom det måske i første omgang virker sødt og pædagogisk korrekt at belønne børn for deres præstationer med skolearbejdet, så synes jeg vi skal passe på, jeg tænker at man ret nemt kan komme til at gøre dem en bjørnetjeneste som ikke nødvendigvis belønner dem senere hen i livet og fremmer ikke lige just deres selvværd/tillid. Fordi belønningerne meget nemt kan fratage børnene deres motivation, så snart der ikke er belønninger i vente.

Vi kan lige så godt få svesken på disken fra start: Det virker ikke ret godt.

Man kan jo sammenligne det med, hvis man spiser en sød frugt som man kender, så forventer hjernen, at den er sød og bliver derfor ikke synderligt ”glad”, når man smager frugten og oplever, at frugten er sød. Men hjernen bliver ret ”skuffet”, hvis en frugt man forventer er sød, faktisk er sur.

Hvis man derimod spiser noget, der er sødere end vi forventer, så bliver vores belønningssystem meget begejstret, således at det sikrer sig, at vi lærer at spise den søde, og energirige, frugt. Efter ganske kort tid lærer vi at forvente, at den nye frugt er sød, og belønningssystemet er ikke nær så aktivt, når vi spiser frugten igen. Det er det man kalder overjustification effect.

Gælder det også voksne mennesker?

Udover fast løn er der mange virksomheder, som bruger bonusordninger for at motivere deres medarbejde. Som jeg allerede har indikeret i forrige afsnit, så fungerer de sjældent efter hensigten, og hvorfor mon det?

Jeg vil lige for en god ordens skyld lige skynde mig at sige at, NEJ, jeg taler selvfølgelig IKKE for, at man skal sænke folks løn for at fremme deres motivation, sådan hænger det naturligvis heller ikke sammen. Jeg siger blot, at penge i sig selv ikke er motiverende, når først vi kommer over et niveau, hvor pengene ikke længere er et problem. (i forhold til at sikre basale menneskelige behov).

Det skal dog også lige nævnes at, jeg bifalder i den grad tanken om, at mennesket skal roses og elskes for dem, de er, og ikke de præsterer eller tjener af penge. Omvendt: gør man noget godt, får man jo også rykket ved nogen normer, og man får inspireret en masse, og så har man jo gjort noget unikt eller begået et stykke kunst til gavn og glæde for mange, så synes jeg i den grad, at ros er på sin plads, og at de har fortjent en belønning, men ikke nødvendigvis penge.

Vilje som drivkraft?

De fleste mennesker har nok en fornemmelse af, at vi nogenlunde kan gøre, hvad vi vil. Jeg vil vove den påstand at mange mennesker søger udvikling, underholdning og inspiration og vi har nogle gange brug for nogle rollemodeller og modige sjæle til at vise vejen frem.  Også nogen som ikke nødvendigvis ser penge som en drivkraft.

Spørgsmålet er, hvilken rolle vores vilje spiller? – det har optaget flere filosoffer i årtusinder.  Fx er viljen ifølge Schopenhauer den umættelige drift, der konstant hiver og slider i os, sender os hid og did og kun sjældent, hvis overhovedet, lader os være i fred. Man kan jo sige at, i vores veludviklede cerebrale kontroltårn er det viljen, som har bukserne på. Det er den, der driver os rundt i manegen, den, der sidder i stridsvognen og svinger pisken.  Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe imod, have brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.

Hvor sidder din vilje til succes og har du husket at rose nogen idag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *