Hjemmelavet gulerod/sød kartoffelsuppe

Giver varme i kroppen

Må altså indrømme at sommeren i år byder på mere suppevejr end koldskål! Derfor har jeg også lyst til at dele min opskrift på denne lækre suppe, som giver varme i kroppen.

Jeg er blevet ret vild med de søde kartofler og jeg tror ikke jeg er alene om den passion!

Faktisk er den søde kartoffel slet ikke en kartoffel…! De tilhører ikke engang samme familie. Den almindelige kartoffel tilhører natskyggefamilien sammen med f.eks. chili og peberfrugt. Den søde kartoffel er faktisk en græskar og tilhører snerlefamilien.

Men hvad er det lige den søde kartoffel kan i forhold til den almindelige kartoffel….?

Viste du fx at…

Den almindelige kartoffel indeholder de såkaldte kortkædede kulhydrater, du også finder i sukker, melprodukter, raffineret korn som i forskellige morgenmadsprodukter.

Når du spiser et måltid bestående af kortkædede kulhydrater, sker der en hurtig stigning i blodsukkeret og herefter et hurtigt fald i blodsukkeret. Det er derfor du kan opleve en følelse af træthed og lysten til at spise mere (for meget) og det er også her, hvor du kan opleve trangen til noget sødt (et hurtigt sukkerfix).

De langkædede kulhydrater du finder i de grove grøntsager som kål, græskar og dermed de søde kartofler sikrer derimod en langsom optagelse af kulhydrater. Her vil der ske en langsom stigning i blodsukkeret og et langsomt fald, så du ikke oplever den her træthed eller lyst til noget sødt selv efter et solidt måltid mad.

I den søde kartoffel finder man både væsentligt mere A-vitamin, natrium, calcium og kobber end i den almindelige kartoffel. Fx er indholdet af A-vitamin 447 gange større i den søde kartoffel sammenlignet med den almindelige kartoffel.

Superfood og antiinflammatorisk?

At kalde noget en superfood har jeg det personligt lidt stramt med. Simpelthen fordi jeg tænker, at producenten griner hele vejen ned i banken. Derudover oplever jeg, at mange betragter betegnelsen som et slags “carte blanche” til bare at spise løs – og det går jo bare ikke. Alt med måde!

Men antiinflammatorisk, det er den søde kartoffel takket være det store indhold af vitaminer, betacaroten, kalium, folinsyre, magnesium og ikke mindst karotenoider, der virker som et antioxidant.

TIP:

Vil du fortsat gerne spise den almindelige kartoffel, men gerne vil undvære den kedelige blodsukkerstigning, kan du koge kartoflerne og vente med at spise dem, til de bliver kolde.

Nå men jeg synes at dette her seriøst er en af de allerbedste gulerods- og søde kartoffelsupper, jeg nogen sinde har smagt. Denne krydrede og mættende suppe gør det meget lettere for dig at spise mere plantebaseret. Oplev magien, når sødmen fra søde kartofler og kokosmælk møder varmende, krydret chili og ingefær.

Det kan kun blive en vinder!

Du skal bruge:

1 lille sød kartoffel (ca. 400 g), i stykker

2 store gulerødder (ca. 200 g), i stykker

2 spiseskefulde olie eller kokosolie

4 dl kokosmælk (ca. 400g)

2 fede finthakket hvidløg

1 hakket løg

1 spsk. revet ingefær eller tørret

½ tsk finthakket rød chili

½ tsk paprika

½ tsk spidskommen

2 spsk. rød karrypasta eller 1 spsk. Tør karry (kan dog undlades)

5 dl grøntsagsbouillon

Pynt: græskarkerner ristet i sojasovs + chiliflager

Sådan gør du:

Vask, rens, skær og riv grøntsagerne, så du har alt klar, inden du går i gang.

Kom 2 spsk olie i en gryde og lad det smelte. Kom løg, hvidløg, chili og ingefær i gryden og lad det simre i et par minutter. Svits yderligere i cirka 1 minut, før du tilføjer karrypasta og lad det simre endnu et minut. Tilsæt derefter søde kartofler, gulerødder, kokosmælk og bouillon. Kom krydderier i.

Lad suppen simre i 20-25 minutter, indtil grøntsagerne er møre. Smag evt. til med salt og peber (bouillon er saltet i sig selv)

Blend derefter suppen jævnt i en blender eller med en stavblender. tilsæt lidt limesaft, tilsæt pynt og server i varme suppeskåle eller dybe tallerken.

Server gerne med et stykke brød evt. glutenfri – velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *