Odense Get-A-Way Weekend

En moderne storby med eventyrlige oplevelser

For ca. 1 mdr. siden havde vi en dejlig Get-A-Way Weekend i Odense, mest af alt for at koble lidt af fra hverdagens jag og pligter. Jeg har været på Fyn en håndfuld gange efterhånden, men mest for at nå over til Sjælland og tilbage til Jylland igen. Så nu var det altså også på tide, at jeg fik oplevet Danmarks tredjestørste by, Odense. Så dette er ikke et forsøg på at lave den ultimative guide og fordi vi kun havde en weekend til rådighed til at opleve Fyens største by, er det blevet til en miniguide.

Cabinn

Vi startede vores lille get-a-way og kørte til Odense fra Aarhus og ankom til hotel Cabinn, da vi bare skulle have brugt et gavekort til charmerende ophold og de var stort set den eneste mulighed. Cabinn Odense har reception, som er åben døgnet rundt, kuffertopbevaring og udendørsmøbler, for at gøre dit ophold mere behageligt. Mulighed for nem parkering under hotel. Dog kun til små biler.

Cabinn Odense er som de andre hoteller i kæden med små værelser til en overkommelig pris. Med små menes virkelig små. Til gengæld fungerer tingene upåklagelig. Der er alt, hvad man skal bruge – elkedel samt kaffe og te til rådighed, rene håndklæder hvilket var rigtig dejligt. Personalet er venlige og meget hjælpsomme.

Hotellet ligger centralt i Odense, tæt på Banegårdspladsen. Desværre har mange oplevet lidt støj fra togene, så enten er vi halvdøve for vi lagde ikke rigtig mærke til noget.

På Cabinn i Odense er der mod merbetaling på 80 kr. (det betalte vi ikke) en fin morgenmadsbuffet med byens bedste udsigt på 7. sal. Det kan anbefales. Efter aftale med personalet kunne jeg få glutenfri grove rundstykker.

Vi nød generelt opholdet central placering i Odense og derfor vil vi gerne anbefale hotellet. 10 minutters gang, fra HC Andersens hus. Og masser af hyggelige spisesteder, i nærheden.

Koi Sushi

Inden vi skulle videre fredag aften og høre lækker jazz på Dexter, besøgte kunne vi lige nå Koi Sushi og havde en rigtig god oplevelse. Super venlig betjening og top lækker mad. Vi valgte at dele den – ifølge tjeneren – meget populære ret Koi Omakase, som ganske enkelt er en menu, hvor kokken selv sammensætter 24 stk. sushi. Vi valgte at drikke et par glas newzealandsk sauvignon blanc fra Herringbone. Tjeneren ønskede os velbekomme og gik sin vej uden nærmere præsentation af de mange forskellige ruller. Vi kunne heldigvis selv identificere meget af det, kokken havde fundet på da vi er erfarne sushispiser og de så absolut lækre ud på brættet. Det var tydeligt, at køkkenet havde tænkt lidt ekstra over detaljerne.

Nogen vil jo sikkert mene at det kan være irriterende med tjenere, som dvæler længe ved at forklare, hvad man skal have at spise. Men her virkede det lidt forhastet, især når kokken utvivlsomt havde lagt kræfter og kærlighed i at frembringe restaurantens ypperste sushi, og så blev den bare sat på bordet med et ”velbekomme”.

Selv om det klart kan anbefales at spise maden i restauranten, hvor man kan følge de to sushikokkes arbejde i baggrunden, så har Koi også åbnet for salg af takeaway så hvis du ikke lige kan få plads eller bare gerne vil spise din sushi i fred og ro har du også mulighed for det.

Restauratøren har forsøgt at skille sig en smule ud. Her er nemlig ingen buffet, heller ingen ”running sushi”, hvor maden bliver bragt til bordene på et skinnesystem i bordhøjde.

Prisniveauet er yderst rimeligt i den traditionelt dyre sushikategori. Der eksekveres hurtigt, og ja præsentationen halter en smule. Det ændrer ikke på, at vi gerne vil anbefale Koi Sushi.

Musikhuset Dexter

Vi kom uden anelse om hvad stedet indeholdt. Vi blev dog positivt overraskede. Et meget misundelsesværdigt fadølsanlæg, så det kan anbefales, hvis man er til andet end en kedelig Carlsberg. Efter lidt resurse fandt vi ud af at Odense Live Fonden som driver Dexter består af en frivillig bestyrelse og at der er ingen private interesser/aktionærer i Fonden.  Dexters primære personale frivillige ildsjæle, der brænder for at skabe de bedste rammer for livemusik på scenerne, både for publikum og musikere.

Vi synes at Dexter er et hyggeligt og intimt spillested/bar, og hvor der alligevel er plads til albuerum. Vi oplevede super venligt personale. Alle byer i Danmark burde faktisk have et sted som Dexter.

Vil du vide hvad der rører sig på Dexter så klik HER

Miniguide og tip til dit besøg i Odense

Der er mange dejlige steder i Danmark, så hvorfor skal du tage til Odense? Og tage familien, kæresten eller vennerne med? Hvis du spørger os, så er svaret klart.

– fordi Odense er storbyhygge med overskuelige afstande, fordi de har den største koncentration af anerkendte museer uden for hovedstadsområdet, fordi de er Danmarks grønneste storby, fordi her er sjove og imponerende events året rundt, fordi de er i gang med at genopfinde midtbyen med flotte hang-outs, letbane og supercykelsti – og naturligvis fordi Odense er H.C. Andersens fødeby.

1.      H. C. Andersens Hus

Man kan ikke sige Odense uden at sige H.C. Andersen. Det er jo H. C. Andersens hjemby, og så er den noget så yndig med små, skæve brostensbelagte gader og pastelfarvede byhuse. Jeg tor jeg gik i 6 eller 7 klasse da jeg var på tur til hans hus første gang. Det bringer mig fluks videre til det første punkt i min lille miniguide nemlig H.C. Andersens hus og museum.

Jeg går ud fra at de fleste har hørt om H.C. Anderesen, men skulle der nu sidde nogen derude som ikke aner hvem han er, fortæller jeg lige kort hvad han er kendt for.  H.C. Andersen var en dansk digt- og eventyrforfatter i det 19. århundrede. Han er nok bedst kendt for sine eventyr, herunder ‘Den lille havfrue’ og ‘Den grimme ælling’. Som faktisk også er nogle af mine yndlingseventyr da jeg var barn. Men han lavede faktisk også mange papirklip.

Man finder H.C. Andersens barndomshjem på munkemøllerstræde som ligger tæt på Odense domkirke, åen og eventyrhaven hvor han blev født i 1805. Dengang var det lille hus bare et etværelses hus i et af Odenses gamle fattigkvarterer. H.C. Andersen boede sammen med sine forældre fra han var 2 til han var 14 år.

I dag er det lille gule hus museum og fortæller historien om hans utrolige liv som forfatter. Da det lille gule hus blev et museum i 1908, blev det til et af de ældste digtermuseer i verden.

Hans eventyr er så velkendte over det meste af verden og oversat til mere end 150 sprog, er det ingen overraskelse, at denne mand er så højt æret i Danmark. Han var virkelig en litterær legende hvis man spørger mig.

Har du tænkt over, at det faktisk er svært at finde en by i Danmark, som ikke har en skole, en gade eller et torv, som var opkaldt efter ham?

2.      H. C. Andersens Museum

Før H.C. Andersen blev berømt for sin utrolige skrivestil, var der heldigvis nogle mennesker som havde gemt nogle af de ting, han lavede, som et minde.

For dem, som virkelig har stor interesse i hans historie, er der mulighed for at se de specielle minder tæt på det nyåbnede museum. Det er også supertæt på det lille gule hus, som han blev født i nede i Hans Jensens Stirrede.

Museet indeholder også en hel unik samling af memorabilia knyttet til H.C. Andersen på mere end 32.000 genstande. Du vil finde stykker, der repræsenterer hele hans liv og livsværk.

Sammen med H.C. Andersens hus er dette virkelig en af de bedste ting at lave i Odense. Hvis du også vil besøge H.C. Andersens museum kan du finde mere info HER og HER

3.      Eventyrhaven

Jeg har altid haft et svagt punkt for Eventyrhaven. Stedet føltes historisk, romantisk og selv navnet er jo eventyrligt. Parken ligger midt inde i byen lige op ad rådhuset og lige bag domkirken. Parken har fået sit navn, fordi den er fyldt med figurer fra H.C. Andersens eventyr. Odense Å løber lige igennem den og gør det endnu mere fint. Hvis du vil vide mere om eventyrhaven kan du klikke HER

4.      Munkemose park

Er nok en af byens mest populære parker, hvor der som regel altid er mennesker, så snart vejret er godt. Den ligger midt inde i byen og relativt tæt på gågaden. Nelles har en af deres kaffebarer dernede, så der er også mulighed for at købe proviant og sætte sig til rette på græsset efterfølgende. Det er desuden også herfra, at Åfarten afgår og Munkemosen har byens smukkeste legeplads med åkander og store sommerfugle over vandet.

Lidt historie om parken:

I 1881 købte Odense Kommune grunden omkring Munkemøllefabrikken for at forhindre, at den blev bebygget.

Det var et lavtliggende mose- og engområde, som blev brugt til græsning og slåning. Området blev ofte oversvømmet af floden om vinteren og blev derefter brugt til skøjteløb.

I 1912 tilbød en købmand ved navn Daehnefeldt at betale to tredjedele af omkostningerne til at omdanne området til en park. Så han og kontaktede gartneren Glaesel og anmodede om, at han udarbejdede nogle planer for dens udvikling.

I dag bruges Munke Mose Park hovedsageligt til uformelle udendørs aktiviteter, selvom det er stedet for to traditionelle fejringer af året, som er 1 maj  og ‘Sidste skoledag’.

Der er mange af Odenses gader, som fører ud fra Munke Mosepark, og H.C. Andersens Hus ligger heller ikke langt fra parken. Så hvis du har tid, er det også absolut værd at tjekke ud. Hvis du vil vide mere om Parken kan du klikke HER

5.      Sankt Knuds kirke (Odense domkirke)

Odenses store domkirke ligger lige midt i byen og har faktisk en ret spændende historie. Den mest interessante er historien om de to skeletter, der er nede i kælderen og som man kan se, når man besøger kirken. Det er skeletterne af Danmarks konge – Knud den hellige – og hans bror. Begge blev i 1086 slået ihjel af vrede mænd foran kirken, da de var på vej til at søge om beskyttelse inde i kirken. Jeg mener, at vreden skyldtes, at befolkningen var trætte af, hvor mange penge Knud den hellige brugte på at føre krig. Desuden ligger flere af Danmarks tidlige konger (blandt andet Christian den 2., der er mest berygtet for Den Stockholmske blodbad, som “The Red wedding” i Game of Thrones er voldsomt inspireret af) og deres dronninger inde i kirken også. Så er man lidt historieinteresseret, så er den et besøg værd! Hvis du er til mere kirkelig historie kan du klikke HER

6.      Café Kosmos – miljøbevidste drømme

Efter signe startede Café Kosmos som en vild drøm på et værelse i et kollektiv i Odense C. De startede gruppen ØKOllektivet, fordi de gerne ville gøre noget – for miljøet og for Odense. Efter flere års erfaring med folkekøkken på Ungdomshuset besluttede de sig for at prøve kræfter med vegansk streetfood til diverse festivaler og begivenheder.

Café Kosmos er en 100% vegansk og økologisk café, som ligger i centrum af Odense. Alle retter laves helt fra bunden og er primært af lokale og altid økologiske grøntsager. Hver morgen møder teamet ind og bager burgerboller og kager, laver dressinger og hvad der ellers skal bruges i løbet af dagen, så alting er så friskt og hjemmelavet som muligt.

Caféen udstråler stor bæredygtighed og genbrug med den velovervejede indretning af upcyclede vintagemøbler og hjemmelavede gamle beton støbeplade-borde. På bordene står der blomster i gamle syltetøjsglas og de glas, du drikker af, har tydeligvis også tjent et andet formål. Hvis du køber en kaffe to-go får du den i et krus af bionedbrydeligt plastik, lavet af majs og sukker.

Deres drøm var at skabe et sted, der både er finansielt bæredygtigt samtidigt med at de ikke går på kompromis med deres værdier. Som de selv siger – CAFÉ KOSMOS ER EN DRØM OM AT SKABE DET BEDSTE STED, VI SELV KUNNE FORESTILLE OS. OG DET HAR VI GJORT!

7.      Odense Marcipan

Efter lidt research fandt vi faktisk ud af, at Odense Marcipan er en af verdens førende producenter af marcipan og marcipanrelaterede produkter. Viste du det? Odense Marcipan har jo bare altid været der lige siden jeg var barn, så jeg havde nærmest glemt at Odense faktisk også er berømt for Marcipan.

Thobo-Carlsen-brødrene blev grundlagt i 1909 og fokuserede deres indsats på at producere marcipan af allerbedste kvalitet. Hvis vi lige spoler 100 år frem er Odense Marcipan producent for over 170 forskellige typer marcipan! Det var i grunden mange!

Virksomhedens produktsortiment er naturligvis udvidet over tid, og et par af  mine favoritter omfatter nougat, chokolade og dessertsaucer.

Virksomheden er repræsenteret på alle markeder, hvor marcipan anvendes, og ODENSE er det største brand i de skandinaviske lande.

Hovedkvarteret stadig ligger i Odense, så lidt lige som man køber marcipan når man er i Lübeck gør man det også i Odense bare fordi man nu kan. Du kan finde Odense Marcipan HER

8.      Besøget i Den Gamle Bydel

Nogle af byens ældste huse ligger i den gamle bydels kvarter. Den gamle bydel går helt tilbage til middelalderen og ligger på østsiden af byens centrum.

Det er den smukt bevaret del af Odense, hvor de mest magtfulde og indflydelsesrige borgere havde deres huse og virksomheder.

De gamle brostensbelagte gader og farverige, skæve huse er det, som tiltrækker turister også det forstår man jo godt på grund af dets middelalderlige stemning.

De skæve huse og de velbevarede bygninger, giver dig en klar idé om, hvordan livet var i Odense i middelalderen.

Du finde mere om den gamle bydel HER

9.      Udforsk byen på cykel eller fods

Odense er en meget overskuelig by, som er let tilgængelig til fods, så har du god tid i byen vil jeg anbefale at give dig tid og ro til at gå rundt og kikke på byen.

Hvis du nu er den aktive type og tingene gerne må gå lidt hurtige og du ikke har så lang tid i byen, kan du sagens komme rundt i Odense på cykel. Der er nemlig flere seværdigheder og attraktioner i Odense by, herunder mange kvalitetsmuseer og gallerier, gågader, gode restauranter samt flere spændende kirker som er værd at kikke på.

Hvis du ikke lige har din egen cykel med dig, kan du leje cykler for at gøre tingene hurtigere og nemmere. Klik på linket HER

Vil jeg anbefale Odense?

Jeg kan helhjertet anbefale dig at bruge en Get-A-Way eller forlænget weekend her i Danmarks tredje største by, som helt klar er et genbesøg værd.

Hvad kender du Odense for? Vidste du f.eks. at Odense har en meget ambitiøs bæredygtighedsstrategi? Eller at Odense har næsten 3 m. cykelsti pr. indbygger?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *