Marks lækre lørdagspandekager

Pandekager er jo altid et hit, så da min bonussøn fik den geniale ide, at lave pandekager til os alle sammen i dag, blev vi alle sammen jublende glade. Vi havde nemlig planlagt forårsrengøring idag, så vi kan gå foråret i møde med god samvittighed. Og med en afslutning med pandekager, ville jo bare være skønt.

Han var fast besluttet på at lave dem selv, dog med en livline, hvis der nu skulle opstå nogen udfordringer. Han klarede det til ug med pil opad. Bemærkede at hans far så lidt til fra sidelinjen for at se om alt gik rigtig til, og der kom da også lidt kommentarer med på vejen. Vi synes pandekagerne smagte, så godt at bare de måtte med her på bloggen. Vi guffede dem med velbeha!

Mark lavede pandekagerne efter denne her lidt hjemmelavet opskrift og er sikker på, at hvis man er meget pandekagesulten kan fordoble uden sure miner.  

Opskriften giver ca. små 15 pandekager

Dejen:

250 g hvedemel

3 hele æg

2 spsk. Vindruekerneolie eller hvad du har i skabet

2 spsk. Økologisk rørsukker

1½ spsk. vaniljesukker

1 knivspids salt

5 dl mælk

Smør til stegning

Sådan laver du pandekagerne:

Pisk mel, æg, olie, sukker, vaniljesukker og salt sammen i en stor skål. Tilsæt mælken lidt efter lidt, mens du pisker. Pisk, til dejen er glat og uden klumper. Dejen må ikke være for tynd. Det er lidt som at hælde for meget vand i glasuren. Det bliver aldrig helt godt.

Bag dine pandekager på en pande (ca. 20 cm i diameter) med smeltet smør.

Kan ikke understrege det nok, der skal altså olie eller smør på den pande. Du kan evt. bruge en sprayolie. Det reducerer pandekagernes separationsangst, når de skal slippe panden. Det gør også at du slipper for den første lidt slatne, vanskabte pandekage. og endelig panden skal være godt varm. Just Saying. 

Synes du, det er lidt for kedeligt bare at servere dine nybagte pandekager med jordbærsyltetøj og sukker? De voksne her i familien kan varmt anbefale Lemoncurd det giver pandekagerne et skønt syrligt touch, mens den mindste spiser dem med ahornsirup.

Du kan også bruge svigermors jordbærmarmelade til som du kan læse om HER

Se også min opskrift på Crepes Suzette HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *