Buddhismen er ikke-materialistisk, men …

Selvom vi tænker på buddhismen som ikke-materialistisk, er mangel på penge også en hindring for at praktisere.

Fattigdom i sig selv kan faktisk gøre praksis vanskelig. Det er svært nok at praktisere Dharma, uden at øge lidelsen med fattigdommens byrde. En af de store fuldkommenheder ved praksis er gavmildhed. Det at hjælpe alle levende væsener. I stedet for at tænke på rigdom som egoistisk eller føle skyld over dens ophobning, bør vi i stedet overveje det buddhistiske koncept, at rigdom kan være et godt middel til at hjælpe andre.

I Vesten, og især når man diskuterer spiritualitet og generøsitet, kan der være et stigma knyttet til ideen om at akkumulere rigdom.

Rigdom eller lykkebringende praksis

i østlige lande er rigdomspraksis ikke ildeset, som det kan være i vestlige kulturer. Mens meditation forsøger at akkumulere at rigdom kan virke det modsatte af generøsitet, som altid med buddhistisk filosofi, kommer det med en hensigt.

Hvis hensigten med at akkumulere rigdom er at opnå dydige gerninger, generøsitet, helbredelse, lindring af andre og dig selv ja så kan rigdomspraksis og meditation betragtes som fortjenstfuld. Selvfølgelig skal du være generøs med din rigdom.

Hvor er det vidunderligt, at Shakyamuni Buddha giver os alle disse øvelser for at hjælpe os. Vi har Medicine Buddha praksis for sundhed, Manjusri for visdom og White Tara for langt liv – og for rigdom har vi guddomsmeditationer på White Mahakala.

Hvis hver dag er en kamp for overlevelse, hvordan kan vi så stoppe op og hjælpe andre med at overleve? Hvis vi ikke kan tænke ud over den næste realkreditbetaling og barnets universitetsundervisning, hvordan skal vi så fokusere på medfølende at give? Hvor meget mere hjælp er det at have nok rigdom til at give os mulighed for at være uselviske over for så mange levende væsener som muligt?

Hvorfor øve sig for rigdom?

Kort fortalt, hvis vi selv lever i fattigdom, er det svært at hjælpe andre! Ganske enkelt – hvis vi ikke har nogen gulerødder kan vi ikke give nogen væk.

Formålet med at praktisere hvid Mahakala eller Jhambala eller enhver rigdomsguddom er grundlæggende at give midlerne til sig selv og andre. Formålet er også at fjerne hindringer for vores egen praksis, såsom fattigdom, som kan forhindre os i at afsætte tid til praksis.

Hvis vi ikke har råd til at tage fri til retræte, eller vi er så bekymrede for vores regninger, at vi udsætter vores daglige praksis, vil vi finde praksis blokeret. Hvis vi er så fattige, at vi ikke har noget at give til andre, hvordan kan vi så praktisere generøsitet? Hvis vi ikke engang kan hjælpe os selv, hvordan kan vi så uselvisk hjælpe andre?

At praktisere generøsitet skaber positiv karma. Her giver en venlig lægbuddhist almisse til tre munke, der ligesom Buddha kun spiser før middag og kun af mad, de får. Fortjeneste for gode gerninger er et intuitivt begreb i karma.

Hvordan forenes ”det at give” og rigdomsaspiration?

Mange buddhister vil måske pege på munke, som giver afkald på verden for at forsvare forestillingen om, at fattigdom er en fortjeneste at praktisere.

For dem, der på det stadium af stien, hvor afkald er gavnligt, er dette bestemt af stor fortjeneste. Men også her er disse munke igen afhængige af lægmænds velgørenhed. Især i lande med robuste sanghaer af munke, er disse samfund afhængige af generøsitet fra andre, der har midlerne til at give. Selvfølgelig er det at give en praksis, men hvor meget mere gavnligt er det at hjælpe så mange væsener som muligt? Munkene giver os en chance for at akkumulere den positive karma ved at give.

I sidste ende understøtter rigdomspraksis dharmapraksis generelt og hjælper dharma-centre og fjerner forhindringer, der opstår, når vi ikke har nok tid, penge eller andre ressourcer. Er der nogen fare for denne rigdomspraksis?

Hvis motivationen er ren, er der ingen fare!