Noget om forfængelighed

Jeg har i rigtig mange år haft langt og ægte krøllet hår og gik heller ikke af vejen for at farve det. Men har efter jeg er fyldt 40 taget en beslutning – jeg vil lade mit lange har klippe og endda prøve om jeg ikke kan lade være med at farve det – ok jeg sagde prøve!

Det har taget mig mange år om at indrømme at jeg nok er en smugle forfængelig – (især når det handler om mit hår). Alligevel er jeg ikke glad for at blive kaldt forfængelig.

Men jeg er også forfængelig på den måde, at jeg gerne vil i bad hver morgen, gerne vil have mascara og rouge på, mit hår skal være rent, jeg vil have rent og pænt tøj på og være soigneret at se på. Jeg kan bestemt godt lide at gøre noget ud af mig selv. Men jeg tænker også, at man godt kan være mere forfængelig end jeg – tænker her på de er piger/kvinder som får sat hår og negle på! Det ville jeg aldrig drømme om. Og selvom jeg kan begynde at se lidt rynker hist og her, skal der meget stor overtalelsesevne til at få det der filler eller hvad det nu hedder, sprøjtet ind diverse steder. Jeg er egentlig ret ligeglad med, hvad folk vælger at gøre ved og på deres krop. Det er ikke særlig vigtigt for mig for de må i bund og grund selv om det og jeg skal ikke være dømmende i forhold til det.

I mine unge dag har jeg altid været en ”bette nips” som nogen så ømt vælger at udtrykke det – jeg vælger bare at kalde det, det som det er – pænt slank! Alt sad som det skulle og kunne i mange år med ynde hoppe ned i en str 16 år. (Det skal så lige siges at jeg næsten aldrig sad stille) Men det der med at kroppen i takt med jeg er blevet ældre og ikke er så aktiv og begynder at ændre sig kan jeg jo lige så godt vænne mig til – jeg har jo selv valg at drosle meget ned for mit energiniveau – men kroppen er jo foranderlig lige som livet.

Jeg prøver at finde en rimelig balance mellem at være gode venner med kroppen og få den til at føle velbehag. Jeg byder den træning af den slags som passer til den og lytter og ikke til en eller anden fitnessnisse som prøver at fortælle mig noget andet. Den får mad af den overvejende økologiske slags (og god chokolade) Den for hvile når den har brug for det (har virkelig et godt sove hjerte) Og så kan det da godt være at min krop ikke er Instagram-værdig, men det skal den heller ikke være. Den skal være værdig over for mig og det er det vigtigste.  Men gør det mig forfængelig – det synes jeg jo ikke.

I buddhismen taler man om Tre Mærker, der præger alt eksistens. Det første af de tre er anicca: forgængelighed. Ordet gemmer på noget vi allerede ved, men vi glemmer det ofte: alting forandres, konstant. Alting opstår og forgår i et sammenhængende net af årsager og omstændigheder. Der er Intet der kan bestå i og af sig selv, det følger jo naturligt, når et givent fænomen bygger på årsager og omstændigheder, så vil dette fænomen også ændres, i takt med at årsager og omstændigheder ændres. Ingenting er evigt, undtagen det som kan bestå i komplet isolation, helt alene.

Oplevelser bliver til minder,

erfaringer viskes ud som skrift i sand.

Som drøm og tankespind bliver al ting borte;

det der engang var, vil aldrig blive igen.

Bodhicaryavatara

Jeg prøver at huske mig selv på at ting ikke er permenende men vil heller ikke trætte jer med at gå nærmere ned i De fire ædle sandheder som meget grundlæggende i buddhismen, men I er meget velkommen til at læse mere ved at klikke på linket her: http://www.chizen.dk/hvad-er-buddhisme/de-fire-aedle-sandheder/ og http://tendai.dk/buddhisme/afhaengig-oprindelse/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.