Hvad sker der med kroppen, når man får massage?

Behandlingsformen som afhjælper næsten alt

Jeg kan jo godt lide at nørde lidt – men altså! og denne gang har jeg sat mig for at undersøge, hvad der egentlig sker med vores krop når vi får massage. Vil skynde mig at sige, at jeg jo ikke er uddannet massør, men jeg kommer i tanke om en samtale jeg havde med min gamle massør, hvor jeg fik afspændingsmassage. Nuvel – så er stress, angst og depression jo også emner der interesserer mig.  Jeg vil derfor prøve og fremkalde hendes ord og sammensætte det med min nuværende erfaring med massage. Jeg har jo som tideligere nævnt – gennem et halvt år været til behandlinger hos Pelle og som jeg har haft glæde af.  Læs mere HER

Massage er jo kendt som en ældgammel behandlingsform, hvor man påvirker kroppen, eller dele af den, ved strygning, tryk, ryk, stræk eller vrid. Massage kan afhjælpe muskelspændinger, trætte og ømme muskler, musearm, museskader, arbejdsskader, spændinghovedpine og meget mere. Ja listen er meget lang og jeg kunne blive ved. Hvor man før i tiden bare anså massage for wellness, har massage vundet stort indpas i nyere tid og blevet utrolig populært som behandlingsform netop fordi man er blevet bevidst om dens virkning. Når man får massage, bliver der samtidig sat mange forskellige fysiologiske processer i gang og det er de processer som jeg finder interessant.

Indrømmet – indlægget er til den lange side – så hent du bare en kop kaffe og smæk benene op og læs med!

Stress, angst og depression

Viste du at man kan sænke niveauet af stress med massage? Ifølge en række forskere er svaret et klart ja! Det gode ved stress er, at den er relativ let at komme til livs. Stressbehandling kræver som regel ingen medicin og stressbehandling stiller ikke de store krav til den stressramte, der i princippet blot skal sygemeldes og ordineres fritid og hvile.

Oxytocin. Kortisol. Serotonin. Dopamin. Rimelige svære ord, men alle essentielle for at forstå hvorfor og hvordan massage påvirker os. Kort sagt aktiverer massage den del af hjernen som er forbundet med følelser af lykke, tilfredshed, og sænker samtidig mængden af stresshormoner, som giver os uro og på sigt kan nedbryde kroppen.  

Oxytocin

Oxytocin også kaldet ”kærlighedshormonet” eller ”kramhomon”er det der får os til at spænde af og blive rolige, sænke stresshormon-niveauet og får blodtrykket til at falde. Effekten halveres efter få minutter, men den resterende mængde har vi glæde af længe efter. Hormonet har mange positive virkninger, bl.a. sænker det frygt- og angstniveauet. Derudover hjælper Oxytocin også med at have større tillid til andre.  Oxytocin udløses primært ved berøring og dermed også ved massage.

Kortisol

Kortisol kaldes også ret ofte et ”stresshormon”. Kortisol er problematisk når det findes i for store mængder over længere tid, og det er præcis hvad der sker når man er stressramt. Kortisol gør det bl.a. svært at sove og at slappe af, det giver uro i kroppen og på sigt nedsat immunforsvar og en række skader på kroppen. Under og sandsynligvis også en tid efter massage mindsker kroppen sin produktion af kortisol betydeligt.

Serotonin og dopamin

Serotonin og dopamin hører til blandt de såkaldte ”lykkehormoner”, som øger vores glæde og lystfølelse og hæmmer angst, irritabilitet, smerte mv. Serotonin kendes især fra lykkepiller, som også booster udskillesen af Serotonin, da et for lavt niveau kan lede til depressioner. Dopamin er et ”belønnings” hormon som udskilles ved sex, når man spiser lækker mad, hvis man vinder eller gennemfører et stort projekt osv. Et højt niveau af Dopamin vil give en form for lykkefornemmelse. Også disse hormoner frigives ved massage.

Massage øger udskillelsen af serotonin og melatonin, stoffer, som fremmer den gode nattesøvn. Det gør det også lettere for dig at falde i søvn, og det medvirker også til at give dig en bedre søvnrytme.

Blodcirkulation, ømme muskler og varme

Ved massage bliver musklerne langsomt æltet og løsnet og efter kort tid vil der som regel også opstå varme. Varmen og bevægelserne kan være med til at øge blodcirkulationen omkring muskelfibrene. Den øget blodcirkulation hjælper nemlig til at nære muskelfibrene med ilt og næringsstoffer, samtidig med at ophobede affaldsstoffer fjernes via blodet. Rigtig mange søger massage når vi har muskelsmerter. Det, at musklerne bliver masseret godt igennem efter hård træning, kan være med til at sænke niveauet af inflammation. Derved kan det afhjælpe musklerne med at komme sig hurtigere lidt ligesom det midlertidigt kan afhjælpe ømhed.

Og det er altså også en ret god ide, for forskning peger på at massage kan formindske ”myoser”, altså de muskelinfiltrationer som mange af os har – inklusiv jeg selv! Smerten og ømheden i en myose menes at skyldes dels nedsat mikro-cirkulation i området, dels ophobning af affaldsstoffer – begge dele kan massagen være med til at afhjælpe.

Ro, afspænding og blodtryk

Under en massage ligger man jo afslappet og mærker efter i sin krop.  Pulsen falder, og man bliver afslappet. Forskning viser også, at massage kan være med til at sænke blodtrykket da en afslappende tilstand kan være med til at stoppe udskillelsen af stresshormonet kortisol, som udskilles hvis vores hverdag kører i et højt tempo.

Vand

Når du har fået en omgang massage, bliver du ofte rådet til at drikke vand – hvorfor!? Fordi kroppen efter sigende er i gang med at skille sig af med affal­dsstoffer fra musklerne, der ryger over i blodet, og derefter skal nedbrydes og udskilles med urinen. Det er dog ifølge New York Times ingen forskning, der viser, at det skulle være specielt godt at drikke vand efter massage, men modsat er der jo heller ikke forskning, som viser at det skulle være dårligt. Så råddet lyder her: Hvis du har lyst til at drikke vand efter massage, så gør du bare det.

Er du gravid?

Under en graviditet er der mange kvinder som tager en del på, og den forøgede vægt belaster holdningsmusklerne i blandt andet lænd og balder ganske betragteligt. Den slags lændesmerter og spændinger i nakke og skuldre kan massage ret effektivt løsne op og lindre. Graviditet vil desuden ofte føre til ophobning af vand i kroppen, særligt i benene. Det kan give uro, nedsat mobilitet og smerter. Massage øger lymfedrænagen, og regelmæssig massage under graviditeten kan derfor reducere mængden af ophobet vand i benene, hvis du døjer med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *