Når man fylder 40 år. sker der noget og der er for alvor nogle ting, som du begynder at sætte pris på. De ting som man ikke synes var vigtig spiller pludselig en anden rolle. Nuvel når man var i 20’erne eller 30’erne, er det sandsynligvis ikke det samme, som har en høj værdi den dag i dag. Som udgangspunkt er man i modvind, når man rammer de 40, for det går sgu kun ned ad bakke herfra. At være nået den alder er jo halvvejs i livet, og det gør noget ved en.
Når du fylder fyrre, forlader du for alvor ungdommen, men til gengæld åbenbarer der sig en ny verden rundt om hjørnet præget af en helt anden selvforståelse og ro. Når man er ung, har man ofte alt for meget fart på til at mærke ordentligt efter, og farten er sat yderligere op for unge i dag, ligesom min egen generation har svært ved at sætte tempoet ned. Jeg er blevet mere klog på min krop. Jeg har en større forståelse for min egen formåen, som jeg ikke skænkede en tanke, da jeg var yngre.
Når vi er unge og usikre, udholder vi ofte flere åndssvage og meget uretfærdige ting, end vi måske burde. Irriterende kolleger, mobbende chefer, sårende vittigheder eller ufølsomme (såkaldte) venner. En af fordelene ved at blive ældre er en øget intolerance over for at finde sig i at blive behandlet dårligt. Det kan selvfølgelig godt gøre mig til en mindre tålmodig person, men omvendt føles det somme tider ret så befriende at påtale folks behandling.
Jeg er af natur meget positiv, rummelig og forstående, men jeg har også lært at stoppe op, hvor jeg tidligere har været domineret af en stor perfektionisme og et behov for at have fuld kontrol over tingene. Jeg slapper heldigvis mere af nu. Nogle gange føles det også bare godt at slå hænderne ud og sige, “det er ligegyldigt!” eller pyt om man vil. Men jeg kan også sagens forstå det er svært for nogle. Det er jo måske også fordi ting begynder at betyde mere efter 40. Job, relationer, helbred, penge – alle de ting, der virker ukonkrete og omskiftelige for et ungt menneske, kan virke som “liv eller død” for en midaldrende person. Men det med at gøre sig fri for bekymring, kan i sidste ende gøre dig mere produktiv. Det er jo værd at huske på du river dig i håret.
De seneste år har jeg taget en beslutning om, at jeg både privat og arbejdsmæssigt skal vægte det meget højt at være et ordentligt menneske. Jeg forsøger at være ærlig, empatisk og modtagelig overfor mine omgivelser. At lytte og se andre som de er, udvise forståelse og være gode sociale væsener i mange sammenhænge. Det er jo det som vi i buddhismen kalder for “karma”. Det kan jo egentlig være ligegyldigt, hvad man kalder det, bare man er bevidst om, at det sker.
Jeg er gradvist blevet bedre til at bruge ordet ’nej’, når jeg virkelig, mener nej, hvilket var sværere, da jeg var yngre. Jeg synes, alderen og erfaringen gør det nemmere at være klarere i mælet og jeg synes ikke et nej umiddelbart betyder, at man er negativ. Der kan jo være mange grunde til et nej. Et nej er jo at valg og livet består af valg. Når man siger nej så fravælger man jo ting man ikke har lyst til og det er ok i mine øjerne og sige fra, når der er noget man ikke vil være med til.
Har i denne alder også opdaget, at jeg slet ikke har dårlig samvittighed over ikke at interessere mig for alt, der rører sig. Man kan bare ikke være med over alt! Og det gælder selvfølgelig også for ens sociale liv. Det handler i bund og grund simpelthen om oprigtig interesse, har man ikke den med sig, gør man tingene halvt.
Jeg var til at foredrag med BS fornyelig, og man kan sige hvad man vil om manden, men han har altså en pointe, når han fortæller, at han til tider vælger venner fra for at sidde med lillemor i hånden derhjemme. Kun fordi han har ikke har lyst til gå på kompromis med sine valg. Efterhånden som jeg bliver ældre, får prioriteter såsom arbejde og familie jo også forrang frem for at hænge ud med vennerne i visse tilfælde. Men det er værd at holde fast på nogle særlige lejligheder til at få set de få udvalgte, man virkelig holder af.
Nå man tager de sociale medier i betragtning er den jo nærmest gået hen og blevet helt hypersocial. Vi socialiserer jo med så mange flere mennesker, end vi under normale omstændigheder ikke ville kunne overkomme i almindelige fysiske sammenkomster. det er der jo i bund og grund ikke nødvendigvis noget galt i. Udfordringen er bare, at der i sagens sande natur er tale om en meget mindre direkte og ægte kontakt. Hvis man er opmærksomme på, at det ikke kan erstatte ægte samvær, så er ens eget valg. Jo ældre jeg er blevet vægter jeg ægte samvær og knap så meget det hypersocial på de sociale medier og ganske simpelt af den grund, at jeg føler jeg mister dybde, ægthed og nærvær, og det er ting, jeg ikke har lyst til at miste.
Jeg er opvokset med genbrugstøj, så det der med at følge modetrends har aldrig sagt mig noget. Og ikke for at lyde fordømmende for min mening er, at man kan gå i det man har lyst til, man skal bare holde sig for øje hvad man giver af signaler. Jeg går også i det der passer mig, og det jeg synes klæder mig, og jeg kan da heller ikke sige mig helt fra for at jeg har overladt Only, Vera Moda og bestseller til min bonusdatter på 18 år.