Tager du ejerskab over dit liv? Af Mette Marie Moff Andersen

4+

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på en ting…

Hver gang jeg har fejlet med noget, har jeg altid tænkt, Mette du gør konstant det samme igen og igen. Du fejler altid! Når jeg tænker mere over det, så tænker jeg, ja jeg fejler, men jeg har bestemt også mine små SUCCESSER med min i min rygsæk.

Jeg ved med 100 % sikkerhed, der sidder en hulens masse af mine venner og bekendte, og tænker, hun må snart blive træt af at prøve. Men for hver gang jeg FEJLER, er der altid en smule SUCCES.

Tænk lige på det, og når det så er sagt, så vil jeg fortsat fejle. For jeg ved, at man fejler lærer man noget. Der er mange ting du kan fejle med, også er det vigtigt at lære af sine fejl.

Jeg vil ikke være PERFEKT, det er der ingen der er. Så gå ud og lav en hulens masse fejl, fordi du kan. Og fordi du bliver stærkere, hver gang du begår fejl. Du bliver klogere, og du lære at have vedholdenhed -vedholdenhed – vedholdenhed= SUCCES

Man kan på ingen måde sige, at jeg ikke besidder vedholdenhed. Er du gal, det er noget stort jeg besidder.  Jeg har en lille historie bag mig som jeg tænker, som jeg vil fortælle jer lidt om, som jeg egentlig ikke har delt så meget af til nogle kun familie.

Men historien får du her før jeg blev IVÆRKSÆTTER – Vinteren 2003

I 2003 kom jeg ud for 2 ulykker en på mit job og en i fritiden. Min arbejdsskade gav mig et lændehold og min private ulykke gav mig et piskesmæld, så mit liv så fuldstændig sort ud. På ingen tænkelig måde kunne jeg smile overhoved, jeg var nede i et KÆMPE sort hul, og jeg havde så svært ved at se positivt på LIVET.

Bilulykken

Jeg husker bilulykken som det var i går, og den vil altid sidde dybt i mig. Jeg havde været på arbejde, og det var en søndag eftermiddag. Jeg havde lige afleveret dagens omsætning ved mine forældre i Ballerup. Jeg var på vej hjem til os selv, da en bil frontalt kørte ind i siden på mig.  Jeg husker kort, da jeg blev kastet op i rabatten, der var sådan en lille forhøjning af græs, og der holdt jeg så med snuden mod de modkørende. Jeg gik ud som et lys i et kort sekund, og så græd jeg. Jeg blev så bange, og rystede over hele kroppen. Jeg sad lidt, og derefter blev døren til bilen revet op. En ung gut som hev mig ud af bilen, og begyndte at snakke til mig.

Dem som havde påkørt mig, stod der også. Og alle spurgte, ”har du brug for hjælp, skal vi ringe til nogle? OSV”. Jeg havde haft min mor i røret i den tid, der gik fra da jeg kom til mig selv, og blev hevet ud af bilen. Jeg kunne høre nogle stod, og tog imod oplysninger, på dem der havde påkørt mig. Da jeg kom ind i bilen igen for at sidde, så kom dem der havde påkørt mig hen til bilen, og sagde, vi så dig ikke, ”Er du kommet noget til?”. De gav mig et papir, hvor alle deres oplysninger stod. Jeg sagde, ”jeg havde ondt i min ryg, nakke og skuldre og mega hovedpine”.

Bad om hjælp

Jeg havde spurgt min mor, om hun kunne komme og køre mig hjem. Min kæreste sagde, at jeg blev nød til at køre stille og roligt hjem, så han kunne se skaden på bilen. Vi havde ikke mulighed for at betale for, at få bilen hentet, så jeg var desværre nødsaget til at sætte mig bag rettet igen og køre hjem, DESVÆRRE.

I tænker sikkert, hvorfor han ikke hentede mig, det havde han ikke mulighed for, da vi kun havde den ene bil. Han havde også lige fået vores 1,5 årig barn hjem fra min mor, så det var barske løjer. Jeg måtte selv køre. Jeg var skræmt fra vid og sans, men klarede det trods alt.

Jeg var så bange og ulykkelig. Hvad skulle der nu ske med mig?  Skulle jeg nu igen længere ned i det sorte hul? Hvad med mit job? Århhhh jeg var så fortvivlet.

Men jeg kom så hjem til kæresten og datteren, og da jeg fik lagt mig i sofaen, måtte jeg altså erkende, at jeg blev nødsaget til at køre på skadestuen, noget føltes helt forkert.

Jeg kunne næsten ikke røre mig eller dreje nakken. Jeg måtte ringe til min fætter, som i mellemtiden havde hørt det hele fra min mor. Han havde tilbudt min mor at køre mig, hvis behovet var der, så han trillede på Herlev sygehus med mig.

Vi sad derude i flere timer, før jeg blev kaldt ind. De undersøgte mig fra top til tå, og blev scannet, og kunne se en masse små blodkar var blevet revet over. De sagde, jeg skulle tage den med ro nogle dage, også se hvordan det gik.

På job mandag morgen?

Jeg skulle på job mandag morgen, men måtte ringe mig syg, da jeg havde så mange smerter i nakken og højre arm. Jeg kunne intet, lå bare og havde ondt i mig selv. Jeg kan huske, at jeg hang meget i røret til vores læge som sagde, ”om 1 uge har du det meget bedre”. Men NEJ det havde jeg ikke. Det blev kun værre og værre, og det blev til sidst til en langtids sygemelding desværre. ØV! Nu gik det for alvor ned ad Bakken for mig.

Nå, men tiden går, og jeg bliver opsagt i min stilling som SOSU-hjælper, hvilket gav mig et ordentligt GOK i nøden. Men jeg måtte videre i livet!

Jeg blev kastet gennem systemet, samtidig med man kørte sag på min skade, og jeg havde jo så desværre pådraget mig et såkaldt whiplash, jeg så skulle leve med altid.

Det kostede desværre meget på hjemme fronten, men min mand åbnede så en webshop i 2007, hvor han insisterede på, at vi skulle sælge brugskunst.

Det lå også mit hjerte meget nært, men jeg blev sur på ham. Fordi jeg følte, han gjorde det for at såre mig, da det var mit største ønske at blive selvstændig.

Meeen han gjorde det i en god mening, og det varmede mit hjerte, for han havde sit eget firma, hvor han sprøjtede biler.

Glad igen

Som tiden skred frem, blev jeg en smule gladere for livet igen, og fik bevilliget flexjob i 2009 i lejre kommune. Så jeg var i flexjob hos min mand i hans webshop, og jeg havde lånt ham mit navn, som jeg altid havde drømt om, siden jeg var barn. Det er vildt at tænke på, at navnet nu er kendt på folks læber.

Starten på noget nyt

I 2014 lukkede min mand sit sprøjtefirma ned. Han var træt, afkræftet og stresset, og der gik det først op for mig, hvor meget ”MyDreams” egentlig betød for mig, når nu der var så meget. Jeg greb telefonen, ringede til den nye kommune vi boede i. Jeg ønskede ikke at være flexjobber mere. Min social rådgiver tabte næsten røret, og sagde Mette, det kan man ikke bare. Jeg sagde, ”jo jeg kan GODT, jeg vil ikke mere, jeg vil UDLEVE min drøm, jeg vil videre i mit liv!”.

Hun sagde, Mette tænk over det til i morgen, eller til over weekenden. Men der var intet at tænke over. Jeg slap ud af kløerne på kommunen, og startede min rejse som selvstændig. Såååå ALT kan lade sig gøre, det ved jeg! For jeg brændte ikke for et liv uden at leve, det liv jeg altid har drømt om, det kræver så meget VEDHOLDENHED og DRIVE.

Stadig smerter

Jeg lever stadig med Utrolig mange smerter hverdag, men jeg vil simpelthen ikke sidde som ældre på et plejehjem og fortryde, at jeg ikke ville opleve at leve det liv, som universet havde bestemt sig for, at jeg skulle leve. Jeg kender mine begrænsninger, og jeg ved hvornår jeg skal stoppe op og passe på mig selv.

I dag er jeg den lykkeligste 42-årig kvinde, som lever livet fulgt ud og mere til, og jeg er også tilbage i mit fag som SOSU, men på få timer på ugebasis. Intet fast men som vikar så jeg kan mærke efter, hvor meget jeg kan holde til.

Drømme

Jeg har mange drømme, og livet handler om, at vi udlever det vi vil. Så GØR det, hvis du har passionen, og så skal det hele nok gå. Det VED JEG, har prøvet det? Du skal bare mærke efter.

Mette Moff

Følg mig også her www.dreamsbymoff.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *