Ovnbagte græskar

Er en herlig og sund spise

Vi laver ofte både ovnbagte kartofler og rodfrugter i ovnen og vi har også så småt fået øjnene op for ovnbagte græskar.

Græskar er lige nu i sæson og er en klassiker i efterårets køkken, og det er bestemt ikke uden grund. Græskar giver os nemlig foruden lækre smagfulde og farverige retter også en god portion vitaminer og sunde næringsstoffer.

De fleste af os har stiftet bekendtskab med græskarsuppe i smagfulde varianter, men du kan f.eks. også bage dit græskar i ovnen sammen med andre rodfrugter eller bruge det bagte græskar i en lækker salat.

Du skal bruge :

1 græskar fx hokkaido

3 kviste timian el salvie

2 fed hvidløg

1½ tsk finthakket rød chili

Saft af ½-1 citron

Olivenolie, havsalt og sort peber

Sådan gør du:

Vask og halvér græskarret og skrab kernerne ud med en ske. Skær græskarkødet i både eller grove stykker.

Pluk bladene af timiankvistene, salvie og pil hvidløgsfeddene og hak dem og chilien fint. Rør en marinade af timian, hvidløg, chili, citronsaft, olivenolie, salt og lidt peber.  Kom græskarstykkerne i et stort ovnfast fad og vend dem sammen med marinaden. Bag dem i ovnen i ca. 25 minutter, til de er møre.

Tip: Server dine ovnbagte græskar til salat eller kødretter, hvor du alligevel ville spise fx kartofler. Du kan også koge græskarstykker sammen med dine kartofler og lave mos af dem.

Hvorfor skal du spise græskar?

Græskar fylder godt i maven, men indeholder kun 18 kcal pr. 100 g. Man kan derved opnå stor mæthed samtidig med, at man sparer på kalorierne. Kødet har desuden et ganske lavt indhold af kulhydrater (4,2 g pr. 100 g), hvilket betyder, at du kan spise løs og alligevel holde dit blodsukker stabilt. 

Græskar indeholder ikke så mange kostfibre, så du kan med stor fordel servere f.eks. rustikt fuldkornsbrød eller rugbrødscroutonner til din græskarsuppe eller græskarsalat.

Det lave antal kalorier i græskar gør den perfekt som slankemad, men det er bestemt ikke fordi græskar ikke indeholder gode og sunde næringsstoffer. Blandt andet dækker 300 g græskar cirka halvdelen af dit daglige behov for det vigtige vitamin folat (indtages ofte i tabletform som folsyre), der især betyder noget for dig, hvis du er gravid – eller har planer om at blive det. Folat er dog vigtigt for alle, da vitaminet er vigtigt, når kroppens celler deler sig.

I USA bruger man meget græskar i det søde køkken, i f.eks. græskarmuffins og græskartærter, der er populære omkring Halloween og Thanksgiving.

Du kan også finde min opskrift på græskarsuppe HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *