Tarte Au Citron

2+

Lækre Søde Små Franske Citrontærter

For en citronelsker er denne lille franske fristelse, et must have i ens opskriftsamling. Derfor besluttede jeg mig også for, at den skulle på bloggen.  For dem som er citrusforskrækket, kan jeg fortælle at de her er lækre søde. Tarte au cirton fik jeg som dessert, da min kæreste og jeg var i Frankrig for godt 3 år siden og jeg så den i Femina for noget tid siden og tænkte den skal på bloggen.

Tarte au citron er en af det franske køkkens store klassikere inden for desserter. Den kan både serveres med eller uden marengs, denne opskrift er uden. (marengs er ikke min yndlingsspise) Tærten kan også laves i en stor tærteform.

Tærten er den perfekte afslutning på en skøn middag eller dejlig til eftermiddagshyggestunder sammen med en god kop espresso.  

Citrontærten kan med fordel laves dagen i forvejen, hvis du vil undgå at stresse, når gæsterne er kommet.

Du får ca. 12-15 stk (afhængig af størrelsen på de tærte/linseforme man har)

Du skal bruge:

TÆRTEBUND:

110 g koldt smør

200 g hvedemel

125 g sukker

Korn fra ½ vaniliestang

Fintrevet skal af en økologisk citron

1 æg

CITRONCREME:

2 æg

85 g sukker

Korn fra ½ vaniliestang

Saft af en citron

1 dl piskefløde

15 g smeltet smør

Smør til formene

Flormelis til pynt

Sådan gør du: Skær det kolde smør i terninger og smuldr det i melet. Kom sukker, vanilie og citronskal i og saml dejen med ægget. Er dejen for klistret kan du tilsætte lidt ekstra mel. Læg dejen i køleskabet i ½-1 time.

Lav cremen imens. Pisk æg, sukker og vanilie luftigt. Rør citronsaft og piskefløde i og rør til sidst det smeltede smør i.

Tag dejen ud og rul den ud (ca. 4 mm) på et meldrysset bord. Stik dejen ud så den passer til formene. Læg dejen i de smurte forme og tryk dem på plads. Sæt dem på bagepladen og fyld dem med cremen, helt op til kanten. Cremen er tynd, men det skal du ikke bekymre dig om – den skal nok stivne i ovnen.

Bag tærterne på næstnederste rille i en 185 C varm ovn i ca. 30 minutter. Kanterne på kagerne skal være lysebrune og lige slippe formen. Køl dem helt af.

Tag dem ud af formen og pynt dem med et drys sigtet flormelis.

Vil du gerne have marengs?

MARENGS

3 æggehvider

150 g sukker

1 tsk. Citronsaft

SÅDAN GØR DU:

Pisk æggehviderne skummende med en elpisker. Tilsæt 4 spsk. sukker og citronsaft, og pisk videre, til æggehviderne er helt stive. Vend resten af sukkeret i med en ske. Kom marengsen i en sprøjtepose med en stor, stjerneformet tylle, og sprøjt marengsen op på tærterne. Bag tærten i ovnen ved 250° i ca. 10 minutter, til marengsen er gyldenbrun. Du kan også brænde med en lille gasbrænder til marengs er gyldenbrun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *