Brug din studietid fornuftigt og stå stærkere som nyuddannet

Skrevet af Frederik Fisker Wæhrens

Som studerende er det naturligt at se rigtig meget frem til dagen, hvor titlen som netop studerende bliver skiftet ud med titlen som nyuddannet. Mange års slid kulminerer, og du er nu klar til at indtage det store jobmarked og det rigtige voksenliv.

Dog viser det sig at være lidt sværere at lande jobbet, end du havde troet. For som nyuddannet og uden erfaring er det svært at konkurrere med mere erfarne profiler. Det er dem, der står forrest i jobkøen. Det er dem, virksomhederne vælger.

Hvis vi spoler tiden et par år tilbage, mens du stadig studerer, så får du her muligheden for at gøre noget. At gøre noget ved din fremtidige jobsøgning. Hvis du bruger din studietid fornuftigt, kan du nemlig være en af dem, der står forrest i jobkøen, selvom du er nyuddannet.

Du skal have dig relevant erhvervserfaring, mens du studerer

Du har jo nok hørt om, at man skal have erfaring. Og hvor mange gange har man ikke også hørt om nyuddannede, der ikke kan få et job, fordi de mangler erfaring, fordi de ikke kan få et job, for de… Ja, du forstår.

Men det er ikke bare ordet “erfaring”, der er vigtigt. Grunden, til at virksomheder vælger kandidater med erfaring, er, at de kan bidrage fra dag 1. Eller i hvert fald tidligere end kandidater, der ingen erfaring har. Så som arbejdsgiver er det bare mere sikkert og logisk at vælge en kandidat med mere erfaring. På den måde er man sikker på, at vedkommende kan bidrage, og det er nu engang det, som virksomheder betaler for.

Derfor skal du bruge din studietid fornuftigt og få dig en masse erfaring.

Du skal udnytte de muligheder, der opstår og kan opstå. Sørg for at komme i praktik. Praktik giver dig alt det, du har brug for: Erfaring, netværk og kompetencer. Og så åbner praktik døren til, at du kan lande et studiejob efterfølgende. På den måde kan du få mere erfaring, flere kompetencer og blive endnu mere attraktiv for potentielle arbejdsgivere.

Alt for mange begår den fejl, at de bruger al deres tid på studierne og studielivet. Men at tage en uddannelse er jo med henblik på at få et job. Og hvis du vil have et job, må du gøre dig så attraktiv for arbejdsgivere som muligt.

Opbyg et godt netværk som studerende

Det er som sagt ikke kun kompetencer og erfaring, du får ud af at være i praktik eller have et studiejob. Du får også et bredt netværk, og det kan også hjælpe dig i jagten på dit første job.

Rigtig mange jobs når nemlig ikke frem til jobportalerne. De findes kun blandt få udvalgte, og er du ikke en del af deres netværk, så får du sandsynligvis ikke mulighed for at søge jobbet. Omvendt: Hvis du kender de rette personer, kan du komme i betragtning til stillinger, som kun ganske få gør. Og her er det altså betydeligt lettere at lande jobbet, end hvis du skal konkurrere med hundredvis af ansøgere.

Men netværket kan også hjælpe dig, når du skal søge opslåede stillinger. Hvis du kender en person i den virksomhed, du søger i, kan du få vedkommende til at hjælpe dig. Det er altid okay at bede om at få lagt et godt ord ind eller gøre ekstra opmærksom på dig. Det vil med al sandsynlighed få den rekrutteringsansvarlige til at læse din ansøgning ekstra grundigt, og så er der ikke så lang vej til jobsamtalen.

Som sagt kan du opbygge et godt netværk, mens du studerer, gennem studiejobs og praktik. Men er du færdiguddannet, kan du også udnytte virksomhedspraktik samt netværksmøder i din A-kasse og din fagforening til at lære nye mennesker at kende.

Uanset hvad er dit netværk ekstremt vigtigt for din jobsøgning, når du skal jagte dit første job som nyuddannet.  

Indlægget er skrevet af Frederik Fisker Wæhrens, der har bloggen og arbejder som leder og Senior Content Specialist hos et større marketingbureau. Frederik har tidligere arbejdet ved jobformidlingsvirksomheden AS3 Transition, hvor hans interesse for jobformidling startede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *