Saftig kirsebærkage med chokolade

Den bedste julekage til dato

Man kan faktisk bruge kirsebær til andet en kirsebærsovs. Denne opskrift kan man på det nærmeste kalde en grundopskrift, fordi den kan bruges til så mange forskellige kager og kageforme. Den kan også bages helt uden frugt, måske bare med chokoladestykker iblandet eller noget af dejen kan blandes med kakao. Du kan nemt bruge laktosefri produkter hvis du har problemer med mælkeprodukter og melet med den glutenfri slags.

Du skal bruge:

  • 350 g. økologisk blødt smør
  • 350 g. rørsukker
  • 6 økologiske æg
  • ½ tsk. kardemomme
  • ½ tsk. allehånde
  • 1 tsk. Vaniljesukker
  • 450 g. mel
  • 2 1/2 spsk. bagepulver
  • 2,8 dl. Creme fraiche 9%, men du kan naturligvis også bruge 18%
  • 250 g halve kirsebær (brug evt de syltede da der er mere saft i)
  • 150 g økologisk mørk hakket chokolade

Sådan gør du:

Forvarm ovnen til 170 grader. Pisk det bløde smør med sukkeret og tilføj et æg af gangen. Bland mel, vaniljesukker, kardemomme, allehånde og bagepulver og si det gennem en sigte. Pisk smørblandingen og melblandingen forsigtig sammen. Rør cremefraichen i dejen og vend de halve kirsebær og chokolade i dejen. Beklæd en springform med bagepapir og hæld dejen i formen. Bag nu kagen i den forvarmede ovn, bagetiden vil afhænge meget af, hvilken form du vælger. Jeg bagte min i en springform og den fik ca. 50 minutter. Hvis du bager den i en større form, skal den måske have 35-40 minutter, tjek ofte til kagen – når den er fast, er den færdig.

Lad kagen afkøle og kom evt. lidt glasur på. Du kan jo lege lidt og nøjes med at komme det på den øverste del og lade det løbe ned af kanten eller hvorfor ikke prøve at sprøjte det på.

Den perfekte glasur

Hvid glasur:

  • 200 g flormelis
  • 1 spsk. kogende vand

Chokoladeglasur:

  • 180 g flormelis
  • 1 spsk. kakaopulver
  • 1 spsk. kogende vand

Sprøjte glasur:

  • 1 bæger past. æggehvide
  • ca. 250 g flormelis

Pisk æggehviderne let med en gaffel og rør flormelis i. Konsistensen skal være tyk og glasuren skal trække spor, der holder faconen.

Kan du ikke tåle gluten kan du med fordel prøve min gluten og laktosefri citronkage HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.