Selvudvikling op min bare… af Berit Skjernaa

1+

Kigger jeg op i røven på mig selv?

“Du bruger også al din tid på at glo op i røven på dig selv” råbte min teenagedatter. Og efter at have overvejet den udmeldingen et stykke tid, må jeg jo give hende delvist ret. Jeg bruger og har brugt en del tid på det jeg selv kalder selvudvikling eller personlig udvikling. Det er jeg faktisk glad for og stolt af og jeg anser det som en del af mit arbejde her i livet, at lære mig selv at kende og derigennem finde ud af hvad jeg har at bidrage med og hvordan jeg bedst bidrager til mine nærmeste, samfundet, jorden og fremtidige generationer, samtidig med at jeg godt selv må nyde livet og bidrager til at andre kan finde deres vej i livet. Min oplevelse af at være en rose i et samfund indrettet til flittigliser (se mit tidligere blog-indlæg om mit liv som Rose: HER

har yderligere nødvendiggjort at jeg selv tager ansvar for at bruge tid på at lære mig selv at kende og leve efter min natur, jeg blev syg af at forsøge at leve som forventet af samfundet, og føler mig sygeliggjort af systemet for at være den jeg er.

Egoistisk?

Som jeg opfattede kommentaren lå der i det en overbevisning om at det at bruge tid på sig selv og at lære sig selv at kende er egoistisk. Min erfaring er at selvom vi alle har en grad af egoisme er de mennesker jeg møder på min selvudviklingsvej meget bevidste om ikke at lade sig styre af egen egoisme og tager det op med dem selv, når de opdager at de gør det. Alle jeg møder har gået deres egen vej, ligesom jeg har gået min, og de er hvert deres sted på deres rejse, men et fællestræk jeg oplever er en stigende bevidsthed om vores individuelle og fælles ansvar for vores medmennesker, samfund og planet. Jeg møder mange der har ændret deres karrierevej fra en mere eller mindre bevidstløs havende et arbejde for at tjene penge til et mere bevidst valg af at karriere, hvor man er bevidst om at det man bidrager med skaber et bedre samfund for alle, måske direkte nu, men ofte også på længere sigt. Samtidig oplever jeg en øget bevidsthed på ansvar for egen sundhed, læring og levevis, som begrænser brugen af offentlige ydelser. Min opfattelse er at den tilsyneladende selvoptagethed og egoisme altså en forudsætning for en udvikling mod mere samfundsbevidsthed til gavn for alle.

Min proces

Jeg oplever er at vi hver især har vores egen rejse i livet, men også at det sker i et samspil og samskabelse med andre mennesker og væsner, og at jeg på min rejse kan inspirere og hjælpe andre, ligesom jeg er blevet inspireret og hjulpet af andres erfaringer.

Dans, og specielt 5 Rytmer (se f.eks. http://www.5rytmer.dk/), har været en stor del af min selvudviklingsproces, ligesom også buddhistisk inspirerede inquery-teknikker, meditationer, både guidede og med andre teknikker, bøger fra f.eks. psyke og sjæl og online-kurser hos f.eks. Mindvalley og engleskolen.dk har været vigtige for mig i min proces. Og så har det været essentielt for mig at være i og forbinde mig med naturen.

Dansen giver mig bl.a. en øvelse i at mærke min egen energi i samspillet med andre – her er jeg og der er du og vi er en del af hele rummet som bevæger sig i samspil med hinanden. Nogle gange støder vi på forhindringer eller stagnation, men uanset hvad vi støder på kan vi altid vælge at bevæge noget og dermed ikke lade os stoppe af det der dukker op. Den er en øvelse i at forbinde mig med mit åndedræt, mens jeg er i bevægelse, og mærke hvordan jorden støtter mig under mine fødder og min krop. Og frem for alt har den givet mig øvelse i at udforske og lege og nyde det jeg kommer med i samspil med andre.

Meditationer, inquery og online kurser har lært mig at lytte til og spørge ind til mere subtile følelser og energier, og jeg oplever at der findes en visdom, som er meget dybere end den vi lærer gennem vores traditionelle uddannelsessystem, og indeholder en overvældende kærlighed til alt.

Naturen lærer mig om naturens orden og udfoldelse, og giver mig en følelse af samhørighed og tilhørsforhold, og ikke mindst en dybere forståelse af min egen natur. Træerne og andre planter, der har rødder dybt ned i jorden, og kroner langt op i himlen, og som jeg elsker at forbinde mig med og mærke næringen komme op fra jorden gennem mine fødder, næring skabt fra de blade jeg og andre tidligere har smidt, lyset fra solen, som også omdannes til næring til vækst. Vandet og havet, med dets enorme kraft, og samtidig blide beroligende berøring og evne til at bære mig. Min elskede kat, som selvfølgelig ikke er min, men helt sin egen, som til tider kan styrte rundt i hele huset og ud og ind, og i næste øjeblik ligge i nydelsesfuld zen. Som ligger og spinder på min mave, giver mig kærlige musegaver i sengen og bider mig i næsen, hvis den mangler opmærksomhed. Og naboens dejlige hund, som jeg har så mange naturoplevelser sammen med og som også oplærer mig i leg og nærvær. Og alle kan de kun være det de er – træ, vand, hund, kat – og følge deres natur, ligesom jeg har det bedst når jeg følger min natur og tillader og eventuelt støtter  andre i at følge deres.

Mine elskede børn er et kapitel for sig, med de indsigter og udfordringer de giver, og erkendelsen af at alle deres handlinger er englebørnshandlinger, for englebørn er ikke curlingbørn – de gør det der er nødvendigt for at vi vågner op, ikke det der gør vores liv let.

Selvudvikling var for mig i en del år noget jeg “gik til”, men er efterhånden blevet en integreret del af mit liv – der er en mulighed for læring i alt, specielt det der udfordrer, og en iboende glæde ved denne læring. Gennem min proces er jeg blevet mere bevidst om mine egne følelser, handlinger og behov, og føler mig bedre i stand til at tage mig af mig selv, både sundhedsmæssigt og i forhold til at skabe et liv der er godt for mig og dermed giver mig overskud til at yde mit bedste for mine nærmeste og for samfundet, både det der ændrer noget lige nu og det der betyder noget på længere sigt.

Samfundsstrukturernes påvirkning

I min proces er jeg blevet meget bevidst om vores samfundsstrukturers påvirkning af mig, og specielt der hvor de har været uhensigtsmæssige. Skolen og uddannelsessystemet, der har lært mig at alting er delt op i kasser, at det er andre der skal skabe min læring og at jeg skal tilsidesætte mine behov for at passe ind. Jeg har oplevet fra mig selv og de børn der går i skole nu, at vores fysiske behov for mad og drikke, egenomsorg, toiletbesøg, herunder pigers menstruation, udvikling fra vores niveau, bevægelse, leg og glæde er så stærkt begrænset at vi som børn mister kontakten til vores egne behov, at det er med til at gøre mange syge senere i livet, sygdomme der af sundhedssystemet behandles som individuelle problemer, og ikke et samfundsskabt problem, med deraf følgende forkertliggørelse af mennesker.

Konkret har jeg i forhold til uddannelsessystemet oplevet udsagn som “hun er god til at læse, men de andre skal nok indhente hende”, “jeg væltede på vej til skole og slog hul på knæet, men kunne først vaske det efter første modul, da jeg ellers ville få fravær”, “vi må ikke drikke vand i timen, og i frikvarterer glemmer jeg det”, “jeg kunne mærke jeg havde fået menstruation, men vi må ikke gå på toilet i timerne”, “det kan godt være du er god til matematik, og det er alt for let, men at skal alle sammen igennem denne bog, så du kan først komme videre når du har lavet opgaverne i den”, “vi spiller meget rundbold for tiden, lærerne skal give os 5 minutters bevægelse hver time, det har de samlet til nu”, “der var nogle der var urolige, så læreren kunne ikke nå bevægelsen og vi fik forkortet frikvarterer”, “vi har en kvindelig dansklærer, så vi læser næsten kun pigebøger”.

Jeg oplever at børn er mestre i at lære selv, ud fra det de gerne vil, men at vores skolestruktur i høj grad er med til at fjerne lysten, legen og relevansen af læringen og gøre det til en pligt, og glemmer at skolen ikke kun skal gøre børnene klar til yderligere uddannelse, men til at leve deres liv.

I min optik burde vores uddannelse ikke kun støtte os i faglig udvikling, men også personlig, med anerkendelse af at udviklingen på disse områder er så tæt forbundet at de reelt ikke kan adskilles og at udviklingen skal tage udgangspunkt i og komme indefra den enkelt, så vi får udviklet hele mennesker med lyst til at skabe for vores samfund. Hvad skal der til for at vi får en samfundsstruktur som støtter op om den enkeltes udvikling?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *